Digital inklusion, Handicapkonventionen og retten til kommunikation

Når teknologi bliver en barriere for kontakt

Når vi taler om digital inklusion, tænker mange på adgang til internet, smartphones og digitale løsninger. Men for mennesker med kognitive udfordringer handler digital inklusion ofte om noget mere grundlæggende: Muligheden for at holde kontakt med familie, venner og de mennesker, der betyder noget i hverdagen.

For de fleste af os er det naturligt at ringe, sende en besked eller deltage i et videoopkald. Vi gør det uden at tænke nærmere over det. For mennesker med kognitive udfordringer kan virkeligheden se anderledes ud.

Logins, apps, notifikationer, opdateringer og komplekse menuer kan gøre selv simple kommunikationsopgaver vanskelige eller umulige at gennemføre uden hjælp.

Når teknologien bliver en barriere, risikerer resultatet at blive mere end digital eksklusion. Det kan også blive social eksklusion. Derfor handler digital inklusion ikke kun om teknologi. Det handler om relationer, deltagelse, selvbestemmelse og livskvalitet.

Kommunikation er en menneskeret

FN's Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (Handicapkonventionen) bygger på et grundlæggende princip: Mennesker med handicap skal have mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

Det gælder også adgangen til information, kommunikation og sociale relationer. For bosteder betyder det ikke, at én bestemt teknologi kan opfylde konventionen. Det betyder derimod, at vi som samfund har et ansvar for at reducere de barrierer, der forhindrer mennesker i at kommunikere og deltage i fællesskaber.

Tre artikler i Handicapkonventionen er særligt relevante.

Artikel 9 – Tilgængelighed

Artikel 9 handler om tilgængelighed. Her understreges det, at mennesker med handicap skal have adgang til information, kommunikation og informations- og kommunikationsteknologi på lige fod med andre.

Det er et vigtigt perspektiv. For kommunikation er ikke automatisk tilgængelig, bare fordi den findes digitalt. Hvis en person ikke kan bruge løsningen, er den i praksis ikke tilgængelig. I en bostedskontekst handler tilgængelighed derfor ikke kun om teknik.

Det handler også om:

Overskuelighed
Genkendelighed
Enkel betjening
Kognitiv tilgængelighed
Muligheden for at bruge løsningen selvstændigt

Artikel 19 – Retten til et selvstændigt liv og deltagelse

Artikel 19 handler om retten til at leve selvstændigt og være inkluderet i samfundet. Det handler ikke kun om boligform eller fysisk placering. Det handler også om at kunne deltage i relationer, fællesskaber og hverdagsliv.

For mennesker på bosteder kan kontakt til familie, venner og netværk spille en afgørende rolle. Ikke blot for trivsel. Men også for oplevelsen af at høre til og være en aktiv del af eget liv. Når kommunikation bliver lettere, bliver deltagelse ofte lettere.

Artikel 21 – Retten til kommunikation og information

Artikel 21 understreger retten til at søge, modtage og dele information på lige fod med andre. Konventionen peger samtidig på, at samfundet skal acceptere og understøtte tilgængelige kommunikationsformer. Det er en vigtig pointe.

Hvis standardløsninger i praksis udelukker en person fra kommunikation, bør alternative og mere tilgængelige løsninger understøttes. Kommunikation er ikke et ekstra tilbud.

Det er en grundlæggende forudsætning for deltagelse.

Hvad betyder det i praksis på bosteder?

På mange bosteder arbejder medarbejdere allerede målrettet med:

Selvbestemmelse
Trivsel
Relationer
Pårørendesamarbejde
Deltagelse i eget liv

Udfordringen opstår ofte, når de digitale værktøjer ikke matcher borgerens forudsætninger.

Mange medarbejdere kender situationen: En borger ønsker kontakt til mor, søster, ven eller kontaktperson. Men kan ikke selv navigere i telefon, apps eller videosamtaler. Resultatet bliver, at kontakten kræver hjælp hver eneste gang.Det kan skabe afhængighed og gøre kontakten mindre spontan. Ikke fordi relationerne mangler betydning. Men fordi kommunikationsvejen er blevet for kompleks.

Derfor handler digital inklusion ofte mindre om teknologi og mere om at fjerne barrierer.

Hvad siger forskningen?

Forskning inden for alternativ og supplerende kommunikation (AAC) peger på en vigtig sammenhæng: Kommunikation afhænger ikke kun af individets færdigheder.

Den afhænger også af omgivelserne og de værktøjer, der stilles til rådighed.
Forskningen viser blandt andet, at teknologiske løsninger fungerer bedst, når de:

Er enkle at anvende
Er tilpasset den enkelte bruger
Er integreret i hverdagen
Understøttes af familie og fagpersoner
Har lav kognitiv belastning

Jo mere kompleks en løsning er, desto større er risikoen for, at den ikke bliver brugt.
Det gælder særligt for mennesker med kognitive udfordringer.

Fra teknologi til deltagelse

Når vi taler om digital inklusion, er det let at fokusere på selve teknologien.

Men det afgørende spørgsmål er ofte et andet: Hvem får i dag ikke reelt adgang til kommunikation, fordi den digitale vej er blevet for kompleks?

Når det spørgsmål stilles, flyttes fokus fra produktet til mennesket. Det er her, de bedste løsninger ofte opstår. Ikke ved at tilføje flere funktioner. Men ved at gøre det vigtigste lettere.

Hvordan passer b-near® ind?

b-near® er udviklet til mennesker, som ikke kan bruge almindelig digital kommunikation.

Løsningen kan ses som et kompenserende kommunikationsværktøj, der understøtter kontakt til familie, personale og netværk gennem en enkel og afgrænset brugeroplevelse.

Det handler ikke om at erstatte relationer. Det handler om at gøre dem lettere at vedligeholde. Med ét tryk kan borgeren opnå kontakt til mennesker, som allerede er en del af vedkommendes liv.

Ingen logins.
Ingen komplekse menuer.
Ingen tekniske barrierer, der står i vejen for kontakten.

Det afgørende er ikke teknologien i sig selv. Det afgørende er, at flere mennesker får mulighed for at kommunikere på egne præmisser.

Digital inklusion er et fælles ansvar

Digital inklusion opstår ikke gennem teknologi alene. Den opstår i samspillet mellem mennesker, relationer, faglighed og de løsninger, vi vælger at tage i brug.

For bosteder handler det derfor ikke blot om digitale værktøjer.

Det handler om at skabe rammer, hvor flere mennesker får mulighed for at deltage, kommunikere og bevare kontakten til de mennesker, der betyder noget.

Når kommunikation bliver tilgængelig, bliver deltagelse ofte mere mulig. Og når deltagelse bliver mulig, styrkes både selvbestemmelse, relationer og livskvalitet.