Investeringer i velfærdsteknologi risikerer at overse de borgere, der mister evnen til selv at opsøge kontakt. Hvis teknologien ikke er designet til dem, kan den utilsigtet forstærke ensomhed, isolation og tab af relationer. Derfor bør næste fase ikke kun handle om mere teknologi, men om den rigtige teknologi – herunder kommunikationshjælpemidler, der aktivt understøtter nærvær, relationer og opsøgende kontakt.
Velfærdsteknologi skal også nå mennesker med demens
Midt i Demensugen, hvor vi sætter ekstra fokus på livet med demens, er det oplagt også at rette blikket mod velfærdsteknologiens rolle. Dansk Industri har ret i, at der skal investeres langt mere.
Men økonomi alene er ikke nok.
For bag investeringerne gemmer sig et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem er velfærdsteknologien egentlig designet til?
Alt for ofte mangler diskussionen et afgørende perspektiv, nemlig hvem teknologien ikke når.
I dag taler vi om skalering, effektivisering og udrulning. Men alt for sjældent taler vi om de borgere, der mister evnen til selv at tage kontakt. Mennesker, der lever med demens, er et tydeligt eksempel. I takt med sygdommens udvikling forsvinder initiativet, overblikket og evnen til at navigere i selv simple løsninger.
Her opstår et overset paradoks: Jo mere vi satser på teknologi som løsning, desto større er risikoen for, at vi samtidig forstærker den isolation, vi forsøger at afhjælpe.
Når mobiltelefonen bliver for svær at bruge
Problemet er ikke teknologien i sig selv, men hvordan den er tænkt. Mange digitale løsninger er designet til den aktive bruger. Til dem, der kan og vil trykke, vælge, reagere og selv tage initiativ.
Men hvad med dem, der ikke længere kan magte mobiltelefonen?
Når kontakt bliver noget, man selv skal opsøge, bliver relationer i praksis et ansvar, der placeres hos den svageste. Og når det ansvar ikke kan løftes, opstår der et relationstab, som hverken registreres i systemerne eller adresseres i strategierne.
Netop derfor er Demensugen en anledning til at udvide perspektivet. Demens handler ikke kun om pleje og behandling, men også om adgang til relationer, nærvær og menneskelig kontakt – også når man ikke længere selv kan række ud via gængse løsninger som mobiltelefon, tablet eller almindelige videoopkald.
Fra effektivisering til nærvær og opsøgende kontakt
Hvis den kommende strategi for velfærdsteknologi skal lykkes, kræver det et skift i fokus: fra teknologi, der først og fremmest effektiviserer, til teknologi, der også opsøger og forbinder.
Fra løsninger, der kræver handling fra borgeren, til løsninger, der understøtter relationer – også når mobiltelefonen bliver for vanskelig at bruge.
Det handler ikke kun om flere penge. Det handler om, hvad vi investerer i.
Hvis ikke vi tager højde for de mest sårbare, risikerer vi at bygge et mere effektivt system, som samtidig gør nogle mennesker endnu mere alene. Derfor bør fremtidens velfærdsteknologi også måles på, om den skaber nærvær, kontakt og deltagelse for dem, der ikke længere selv kan række ud.
Hos b-near® hilser vi investeringer i velfærdsteknologi velkommen. Men vi håber, at fremtidens løsninger ikke kun bliver vurderet på effektivisering og ressourcebesparelser. Velfærdsteknologi bør også måles på, om den skaber trivsel, nærvær og bedre muligheder for borgeren.
En investering i b-near® er en investering i trivsel
b-near® er udviklet som et hjælpemiddel til mennesker, der ikke kan bruge almindelig telefon, smartphone eller tablet. Løsningen tager udgangspunkt i borgerens behov og gør det muligt at bevare kontakt, relationer og selvstændighed – også når kommunikationen ellers bliver svær. Fremtidens velfærd bør ikke kun handle om at spare tid. Den bør også handle om at skabe livskvalitet.
