Et billede fra en nær pårørende, en kort video fra børn og børnebørn på ferie sydpå eller en videosamtale med dem, man holder af.
For de fleste af os er det en selvfølge at være i kontakt med dem, vi holder af, gennem telefonen. Men for mennesker, der ikke kan bruge en smartphone, må den livsvigtige kontakt finde nye veje. Det har beboerne i plejeboligen på Klinkby Bo- og Dagcenter nydt godt af gennem projektet Livshistorie Teknologi.
Når historien bliver væk
På Klinkby Bo- og Dagcenter i Lemvig har 16 beboere fået mulighed for at få en b-near® skærm som en del af projektet Livshistorie Teknologi.
Susanne Sejbjerg, demenskoordinator i Lemvig Kommune, har været tovholder på projektet, der gik ud på at inddrage de pårørende i en erindringsterapi, som plejepersonalet kunne bruge i aktiviteter med beboerne.
”De mennesker, der bor her, er kognitivt svækkede, men personalet er gode til at finde på meningsfulde aktiviteter med dem. Og nu er b-near® en af dem,” siger Susanne. ”I starten var vi skeptiske over for skærmen, for hverken jeg selv eller personalet er tech-eksperter. Men jeg kunne have sparet mig bekymringen. Det tog kun nogle få timer, før både personalet og de pårørende var i fuld gang med at sende billeder til skærmene og sammensætte et diasshow.”
Grundlæggende kan b-near® skærmen meget lidt. Den kan være digital fotoramme, vise dagen i dag og være samtaleløsning, når en pårørende gør sig synlig og tilgængelig for opkald. Der er ingen knapper, koder, menuer eller apps. Bare et kendt og elsket ansigt på skærmen. Valget af løsning til Livshistorie Teknologi skyldes dels enkeltheden, men også muligheden for specielle indstillinger som tekst på billeder og oplæsning af funktioner og tekster.
Vores ældre kan mere end vi tror
”Beboerne er kognitivt udfordrede, så kommunikation med de pårørende var ikke det primære mål med b-near® skærmene,” siger Susanne Sejbjerg. ”Vi troede på, at den virtuelle kommunikation kunne være relevant, men i første omgang fokuserede vi på skærmens funktion som digital fotoramme. De pårørende sender billeder fra beboerens fortid med forklarende tekster. På den måde kan personalet lave aktiviteter med beboerne, hvor de skaber stjernestunder med minder om - og med - de pårørende.”
Conni Damtoft Nielsen er i sin egenskab af aktivitetsmedarbejder vigtig for projektet. Hun fremhæver: ”Det bliver en helt anden samtale om beboerens liv og minder, fordi de pårørende har tilknyttet tekster til billederne, som vi medarbejdere kan støtte os til. Og hvis man ikke kan se teksten, kan man trykke på skærmen for at få dem læst op. Det er altså smart”, siger Conni.
Susanne Sejbjerg har ledet projektet i næsten et år og er begejstret for, at Lemvig Kommune har bevilget midler til at forlænge det i yderligere tre måneder.
”Det mest fantastiske er, at tre beboere også bruger skærmen til videokontakt med familien,” siger Susanne Sejbjerg. ”Det er faktisk 18,75 procent – langt mere, end vi havde håbet på. Vi kan se, hvordan det styrker autonomien og giver en følelse af mestring, at beboeren med hjælp fra personalet kan ringe op.
Historie kom til live
Når de pårørende samles til workshop på plejecentret for at komme i gang med b-near®, ligger de gamle billeder strøet ud over bordene, nogle i sort-hvid, andre falmede af alder. Pårørende og venner har været på jagt i fotoalbum, og billederne kommer langsomt til live sammen med historierne.
”Jeg har taget billeder fra København, hvor Margit har haft sin barndom”, siger Simone Mølgaard, der er besøgsveninde til en af beboerne. ”Billederne er fra hendes hjem, skole, gade mm. Det skaber glæde. Margit kommer somme tider i tvivl om, hvorvidt hun har veninder. Her kan b-near® bekræfte hende i, at hun har flere gode, gamle veninder. Hun finder ord som har været væk længe, og jeg kan se, hvordan hun får styrket sin identitetfølelse og bliver gladere”.
Margit er en af de beboere, der nu kan benytte den virtuelle kommunikation. ”Hun får mulighed for at vise sin lejlighed og udearealerne i plejeboligen i Lemvig til sin søster i København. Det gør hende stolt”, slutter Simone Mølgaard.
Malene Raundahl, der er ophavsmand og direktør i b-near A/S, er glad for at bidrage til denne slags projekter.
”Det var så rørende at opleve den varme og det engagement, de pårørende kommer med. Vi er her lige så meget for deres skyld som for dem, der har skærmene. Hvis man ikke selv har prøvet det, aner man ikke, hvor stort et pres de pårørende er under,” siger Malene.
”Det er hårdt at sende sine kære på plejehjem. Man vil gerne gøre det bedste for dem men er også nødt til at passe på sig selv. Derfor har vi gjort det muligt at trække sig fra kontakten, når det er for meget. På den måde kan man have stjernestunder, uden at kontakten tager overhånd”.
Når teknologi bliver en barriere
Susanne Sejbjerg har samarbejdet med Malene Raundahl, om at hjælpe personale og pårørende i gang med skærmene. Malene har selv opfundet og udviklet løsningen, som blev endeligt færdig for to år siden. Hun, der selv har haft pårørende med kognitive udfordringer, har gjort det til sin mission at finde vejen til god kommunikation.
Malene Raundahl er et af den slags mennesker, der ser et problem og tænker: ”Jeg må opfinde noget, der kan løse det.” Så da mennesker i hendes nære familie ikke kunne række ud gennem telefonen, opfandt hun en skærm, hvor man kan komme i kontakt med et enkelt tryk på et billede af den, man vil tale med.
”Jeg var frustreret på min nieces og min svigerfars vegne. Min niece bor på et bosted, fordi hun har et handicap, der betyder, at hun ikke har talesprog. Jeg ledte med lys og lygte efter en måde, hvorpå hun selv kunne tage kontakt. Det fandtes simpelt hen ikke. Da min svigerfar blev ramt af demens og ikke længere kunne finde ud af sin telefon, prøvede vi alt inden for ældretelefoner. Men de var alle for svære. Så besluttede jeg mig for at udvikle det selv. Jeg bliver drevet af at se, hvor meget de små samtaler betyder. Et smil, en kort snak eller bare det at kunne se hinanden,” siger Malene.
Hun oplever ofte, at pårørende fortæller om den samme udfordring.
”Mange ældre – især mennesker, der lever med en demenssygdom – kan ikke bruge en smartphone eller tablet. Når teknologien bliver for svær, risikerer man, at kontakten til familien langsomt forsvinder. Når vi taler med mennesker, der har fået en demensdiagnose, siger de samstemmende, at det, de frygter mest, er at miste kontakten til dem, de holder af. Det betyder virkelig meget at kunne vedligeholde relationerne så længe som muligt,” siger Malene Raundahl.
”Det kan være hårdt at kæmpe for at slå igennem med et nyt, ukendt hjælpemiddel. Men når vi får de små, solstrålehistorier, er det det hele værd, slutter Malene af.”
Susanne Sejbjerg har tydeligt mærket Malenes store engagement: ”En stor del af fornøjelsen med projektet er den service og hjælp, vi har fået fra Malene og hendes kolleger. Der er ikke det, de ikke har gjort, for at vi skulle komme godt i gang. Det betyder bare så meget, at man ikke skal sidde i telefonkø, når man lige har et hurtigt spørgsmål. Så b-near® er helt sikkert kommet for at blive.”
Små løsninger, der gør en stor forskel
Klinkby Bo og Dagcenter ser frem til at dele projektets resultater med Lemvig kommunes andre plejeboliger for at give dem muligheden for at teste skærmene. For, som Susanne pointerer: ”Jeg synes, det er vigtigt, at det bliver bredt ud til flere plejeboliger, så b-near forhåbentligt bliver endnu større succes, men også for at vise, at selv små løsninger kan gøre en stor forskel.”
”Vi kan ikke stoppe tiden. Men hvis vi kan hjælpe familier med at få lidt flere gode minder og øjeblikke sammen, så betyder det alt.”
